En 28-årig mand er anholdt og sigtet for drab på en 24-årig kvinde, som mandag aften blev fundet død på en adresse uden for Grenaa på Djursland.
Manden har været fremstillet i grundlovsforhør tirsdag aften og er blevet varetægtsfængslet i fire uger til og med 24. juni.
Det siger vagtchef ved Østjyllands Politi Dion Emdal til TV2 Østjylland.
– På den måde har politiet mulighed for at undersøge sagen nærmere, lyder det.
Ved grundlovsforhøret blev dørene lukket. Dermed kunne pressen ikke få indblik i sagens detaljer.
Men TV2 Østjylland skriver, at inden dørene blev lukket, fortalte dommeren, at politiet stadig mangler at afhøre flere vidner, og at de leder efter “effekter” i området.
Det var blandt årsagerne til dørlukningen. Dommeren lagde ifølge mediet også vægt på, at der er tale om en alvorlig forbrydelse, og efterforskningen er på et tidligt stadie.