06. jul. 2025 - 8:06

23-årig mand er sigtet for drabsforsøg med saks




En 23-årig mand er sigtet for natten til søndag at forsøge at dræbe en jævnaldrende mand med en saks i byen Ingstrup ved Løkken.

Han er ifølge TV2 Nord blevet varetægtsfængslet søndag eftermiddag frem til 1. august efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Ifølge sigtelsen har den 23-årige stukket offeret flere gange i brystkassen med en saks.

Stikkeriet fandt sted omkring klokken 01.28 på åben gade, har Nordjyske tidligere skrevet.

Efterfølgende flygtede gerningsmanden fra stedet i en bil sammen med to andre – en mand og en kvinde.

En halv time efter blev alle tre personer anholdt af politiet.

Manden og kvinden er ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør søndag, men de er ifølge TV2 Nord sigtet for medvirken til forsøg på drab.

Søndag eftermiddag oplyser Nordjyllands Politi til TV2 Nord, at offeret for stikkeriet er blevet opereret, og at operationen efter omstændighederne er gået godt.

Offeret er dog lagt i kunstig koma, og derfor betegnes hans tilstand stadig som kritisk.

Den 23-årige sigtede nægter sig skyldig. Han har ikke kæret kendelsen.