En 21-årig mand er sigtet for vold mod tjenestemand. Onsdag aften kørte manden flere meter med en politibetjent, der havde fået fastklemt sin arm i ruden på den 21-åriges bil.
Det skriver Østjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X.
Hændelsen fandt sted klokken 20.32 på Jernaldervej i Aarhus V, i forbindelse med at den 21-årige blev standet af en patrulje.
Manden blev standset, efter mistanke om at han kort forinden var kørt fra et færdselsuheld i området.
Da en betjent forsøgte at åbne mandens bildør, rullede den 21-årige vinduet op, så betjenten fik sin arm i klemme, og kørte fra stedet, i det som Østjyllands Politi beskriver som høj fart.
Betjenten fik dog vredet sig fri af bilruden. Herefter flygtede den 21-årige fra stedet.
Samme aften blev den 21-årige mand anholdt på en nærliggende adresse i Tilst nær Aarhus.
Betjenten er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Manden er ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Han har desuden fået sin bil beslaglagt efter bestemmelserne om vanvidskørsel.
Den 21-årige nægter sig skyldig. Kendelsen om varetægtsfængsling blev ikke kæret til landsretten.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der har set hændelsen på Jernaldervej eller har øvrigt kendskab til sagen.