20. aug. 2023 - 10:55

18 mennesker brændt ihjel i bus på pakistansk motorvej




Mindst 18 mennesker brændte ihjel i Pakistan ved en busulykke søndag. Ulykken skete på en motorvej tidligt søndag morgen (lokal tid) nær byen Pindi Bhattian i det østlige Punjab, oplyser embedsmænd i hovedstaden Islamabad til AFP.

Bussen kolliderede med en lastbil, som transporterede tønder med dieselolie.

– Inden for fem minutter var bussen omspændt af flammer. 18 mennesker brændte ihjel, mens 16 andre blev kvæstet – heraf fire alvorligt, siger en ledende politimand, Fahad Ahmed.

Han siger, at buschaufføren øjensynligt var faldet i søvn.

Dårlige veje, manglende sikkerhed og hasarderet kørsel fører til mange dødsulykker i den pakistanske trafik.

Passagerbusser er ofte overfyldte, og det er ikke almindeligt at bruge sikkerhedsseler.

I januar blev mindst 40 mennesker dræbt, da en bus styrtede ned fra en bro i det sydvestlige Pakistan og brød i brand.

AFP