17. feb. 2023 - 22:11

18 døde personer er fundet i forladt lastbil i Bulgarien




18 personer er fredag fundet døde i en forladt lastbil i Bulgarien.

Det oplyser Bulgariens indenrigsministerium.

– Ifølge vores foreløbige information transporterede lastbilen illegale migranter – i alt omkring 40 personer, der gemte sig under træbjælker, der var under transport, oplyser indenrigsministeriet.

Fredag aften siger embedsmænd, at der var 52 migranter “gemt under noget træ i lastbilen”. 34 overlevende er bragt til et hospital for at blive behandlet.

Ifølge vicegeneralanklager Borislav Safarov var migranterne fra Afghanistan.

Safarov fortæller også om den formodede årsag til, at flere mistede livet.

– Ifølge vores foreløbige oplysninger blev de kvalt. Der var for mange mennesker på for lidt plads, siger han.

– Når man ser på antallet af ofre, er det den dødeligste hændelse med migranter i Bulgarien, tilføjer vicegeneralanklageren.

Lokale indbyggere slog alarm til politiet, om at den forladte lastbil befandt sig nær landsbyen Lokorsko cirka 20 kilometer nordøst for hovedstaden Sofia.

Der blev efterfølgende sat gang i en søgning efter de mistænkte menneskesmuglere, der menes at have kørt lastbilen og forladt den.

Senere fredag er fire bulgarske statsborgere blevet anholdt i sagen.

EU-landet Bulgarien fungerer ofte som en vej ind i EU for migranter.

Landet har forsøgt at stramme sikkerheden for at forhindre folk i ulovligt at krydse grænsen. Der er blandt andet skruet op for kontrollen langs et 234 kilometer langt pigtrådshegn, der dækker næsten hele grænsen til Tyrkiet.

Bulgarien har mødt kritik for angiveligt at mishandle nogle af de personer, der krydser grænsen fra Tyrkiet. Nogle asylansøgere fortæller, at de er blevet tvunget tilbage, tilbageholdt eller overfaldet.