18. jul. 2025 - 15:26

17-årig får permanent plads i Brøndbys førsteholdstrup




I Brøndby har de store forhåbninger til den 17-årige angriber Jacob Ambæk, og nu får han lov at vise sig frem på øverste niveau.

Sammen med 20-årige Mathias Jensen bliver han nemlig rykket permanent op i klubbens Superliga-trup.

Det skriver Brøndby på sin hjemmeside fredag.

Jacob Ambæk har scoret mål på samlebånd i U19 Ligaen, selv om han egentlig kun har været U17-spiller, og faktisk har han allerede fået debut på Superliga-holdet.

Debuten kom mod Randers FC i marts, og igen i maj kom han på banen mod FC København, hvor han dog ikke kunne gøre noget ved, at Brøndby led et 0-3-nederlag til ærkerivalen.

– Både Mathias og Jacob har været med på træningsbanen og kampene i Superliga-truppen i den seneste sæson, og det er nogle talenter, vi virkelig tror på kan udvikle sig yderligere og lægge på deres spil, og derfor giver det også god mening, at vi nu rykker dem permanent op i Superliga-truppen, siger sportsdirektør Benjamin Schmedes.

Mathias Jensen har endnu sin debut til gode på Brøndbys førstehold.

Brøndby indleder den nye sæson søndag mod Silkeborg IF.