Politiet har anholdt en 16-årig dreng som mistænkt for et skyderi søndag aften mod en kiosk på Nørrebro i København.
Det oplyser Københavns Politi fredag.
Drengen er fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Københavns Byret.
– Den 16-årige er blevet varetægtsfængslet til den 21. juli i overensstemmelse med den mødende anklagers begæring, skriver politiet på det sociale medie X.
Det fremgår ikke, hvordan drengen forholder sig i sagen, eller hvordan sigtelsen lyder.
Politiet fik anmeldelsen om skyderiet søndag aften klokken 21.24.
Gerningsmanden var maskeret, iført helt sort tøj og kørte på en cykel, da han afgav skud.
– Da vi kom hen på stedet, konstaterede vi, at der var minimum et skudhul i facaden, så vi er i gang med at lave nogle tekniske undersøgelser og vidneforklaringer, sagde vagtchef Anders Frederiksen fra Københavns Politi natten til mandag.
Han fortalte videre, at det umiddelbart lod til, at gerningsmanden blot havde til hensigt at skyde mod facaden og ikke decideret skyde mod en person.