Pakistanske sikkerhedsstyrker har onsdag iværksat en “fuldskala” indsats for at redde en række personer, som blev taget som gidsler under et angreb mod et tog i det sydvestlige Pakistan.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Sikkerhedsstyrkerne har i alt befriet 155 passagerer. Der befinder sig fortsat et ukendt antal personer i toget, lyder det.
– Sikkerhedsstyrker har på sikker vis reddet 155 passagerer. 27 terrorister er blevet elimineret, siger en unavngiven sikkerhedskilde.
Iblandt de passagerer, der er blevet befriet, er mindst 31 kvinder og 15 børn, lyder det.
Angrebet fandt sted tirsdag eftermiddag i den sydvestlige provins Baluchistan. Her bombede bevæbnede militante en del af jernbanesystemet og stormede så toget.
Sikkerhedskilder siger til AFP, at “terroristerne havde placeret selvmordsbombere lige ved siden af uskyldige passagerer”.
Tre personer har mistet livet – heriblandt togchaufføren.
Det skal desuden dreje sig om en politibetjent og en soldat.
I en udtalelse har den militante separatistbevægelse Baluchistans Befrielseshær (BLA) taget skylden for angrebet.
Muhammad Kashif, som er embedsmand inden for jernbanesystemet i provinsens hovedstad, Quetta, har tidligere sagt til AFP, at “mindst 450 passagerer” var blevet taget som gidsler.
Tirsdag lød meldingen, at i alt 80 gidsler var blevet befriet.
Flere af dem beskrev, hvordan de måtte vandre i flere timer gennem et bjergområde for at nå i sikkerhed.
– Jeg kan ikke finde ordene til at beskrive, hvordan det lykkedes os at flygte. Det var forfærdeligt, siger passager Muhammad Bilal til AFP.
Baluchistan har den seneste tid været ramt af et stigende antal angreb fra separatister.