Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, overrakte torsdag i Aarhus en særlig pris til Jens Fogh Thomsen fra Biersted i Nordjylland.
Den 11-årige danske dreng er den første udlænding, der modtager æresbevisningen.
Siden sidste år har han frivilligt lavet håndlavet påskepynt. Gennem salget har han samlet over 34.000 kroner ind til skoletasker og skoletilbehør til ukrainske børn, der er berørt af krigen.
Det skriver Zelenskyj på flere sociale medier, hvor der er vedlagt en video af seancen, hvor Jens Fogh Thomsen er tydeligt berørt, da han giver hånd og bliver takket.
– Jens er den første udlænding, som modtager denne pris. Vi vil altid være taknemmelig over for alle, der oprigtigt føler med vores folk og hjælper Ukraine. Jeg er dybt taknemmelig overfor Jens – på vegne af hele vores folk og Ukraines børn, skriver han i opslaget.
Volodymyr Zelenskyj var torsdag i Aarhus for at markere åbningen af det danske EU-formandskab, hvor Danmark i et halvt år skal styre møderne mellem medlemslandene og drive EU-politikken fremad.
Det er ottende gang, at Danmark har formandskabet. Det vil vare et halvt år og betyde, at Danmark er vært for topmøder, ministermøder og en lang række internationale besøgende.