Den kinesiske præsident, Xi Jinping, er mandag landet i Moskva, hvor han skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Det oplyser kinesisk stats-tv ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Om eftermiddagen den 20. marts lokal tid landede præsident Xi Jinping i Ruslands hovedstad, Moskva, med et særligt fly, lyder det.
Ifølge det statsstøttede, russiske nyhedsbureau Tass landede Xi Jinping i Moskva klokken 12.59 lokal tid. Moskva er to timer foran dansk tid.
Ved sin ankomst sagde den kinesiske præsident ifølge Tass, at “Kina og Rusland er gode naboer og pålidelige samarbejdspartnere”.
– Han sagde også, at Kina er klar til – sammen med Rusland – at beskytte verdensordenen baseret på folkeretten, skriver Tass og tilføjer:
– Den kinesiske præsident forventer, at besøget i Rusland styrker forholdet mellem Rusland og Kina og styrker det strategiske samarbejde.
Xi blev blandt andet modtaget af et orkester, da han mandag landede i den internationale Vnukovo-lufthavn sydvest for Moskva.
Xi og Putin ventes i Moskva at diskutere krigen i Ukraine. Det er Xi Jinpings første besøg i Moskva, siden Rusland invaderede Ukraine.
Forholdet mellem Xi Jinping og Vladimir Putin følges tæt netop på grund af krigen.
Mens størstedelen af verdens mest magtfulde lande har fordømt den russiske invasion af Ukraine, har Kina været mere tilbageholdende.
I februar sidste år – kort før invasionen – mødtes Xi og Putin i den kinesiske hovedstad, Beijing. Her slog de deres gode forhold fast.
De stod senest ansigt til ansigt i september ved et topmøde i organisationen Shanghai Cooperation Organization (SCO) i Usbekistan.