17. jan. 2023 - 18:41

Voldtægt på Roskilde Festival: 26-årig skal i fængsel




En 26-årig mand er idømt fængsel i syv måneder for voldtægt/andet seksuelt forhold på sidste sommers Roskilde Festival.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi skriver på Twitter:

“En hidtil ustraffet 26-årig mand fra Midtjylland har i dag fået syv måneders fængsel, dømt for voldtægt/andet seksuelt forhold ift ung, sovende og beruset kvinde i et telt en nat på dette års Roskilde Festival. Han forklarede i retten, at han troede, at det var den unge kvindes veninde, der var i teltet. Hende havde han tidligere kysset med på festivalen. Men retten afviste, han skulle have samtykke – uanset hvilken af kvinderne, der var i teltet.”

Ifølge bt.dk var der ikke tale om fuldbyrdet voldtægt. Manden havde befølt kvinden, og han havde masturberet, men det var altså ikke penetration. Mens manden var i teltet, havde den 21-årige kvinde flere gange sagt, at hun ikke ville have med ham at gøre.

Den 26-årige udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til Østre Landsret.