20. apr. 2023 - 14:31

Vild med dans-dommer bliver udnævnt til ridder af Dannebrog

www.presse-fotos.dk


Den mangeårige dommer i tv-programmet “Vild med dans” Nikolaj Hübbe er blevet udnævnt til ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.

Det oplyser Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

55-årige Nikolaj Hübbe fik udnævnelsen 16. april på dronning Margrethes fødselsdag. I 2013 blev balletmesteren ved Den Kongelige Ballet udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.

– Jeg er meget taknemmelig og benovet, lyder det fra Nikolaj Hübbe i pressemeddelelsen.

Dermed tilføjer balletchefen mere hæder til et cv, som i forvejen indeholder titler som Årets Verdensdansker, som han modtog af Danes Worldwide i 2012, og American-Scandinavian Foundation Kulturpris fra 2009.

Sidstnævnte fik han overrakt af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary ved en gallamiddag i New York.

I begrundelsen for prisen lød det tilbage i 2009, at Hübbe var verdenskendt for sin kunstneriske skarphed og høje fysiske niveau.

Nikolaj Hübbe tog over som balletmester ved Den Kongelige Ballet efter Frank Andersen i 2008. Hans nuværende aftale løber frem til 2026.

Han afsluttede sin aktive dansekarriere i 2008, fordi han skulle være balletmester. Det skete med en afskedsforestilling i New York med New York City Ballet og i en optræden som James i “Sylfiden” på Den Kongelige Ballet. Tre år efter, at den aktive karriere sluttede, var Hübbe første gang dommer i “Vild med dans”.

Hübbe er uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole og har studeret i Paris og New York. I 1988 blev han udnævnt til solodanser, og i 1992 drog han til New York City Ballet.

LÆS OGSÅ: Voldsomme tornadoer dræber to personer