22. mar. 2024 - 14:49

Vestegnsklub udsat for massiv hærværk




Hadet mod Albertslund IF er fredag blevet endnu mere tydeligt, efter der er blevet begået hærværk mod fodboldklubben

Vestegnsklubben Albertslund IF er havnet i et stort stormvejr, efter klubben fornyligt annoncerede, at man skiftede sit mangeårige samarbejde med Brøndby IF ud til fordel med ærkerivalerne fra FC. København.

Fredag er stormvejret mod Albertslund IF taget til nye højder, da der er blevet begået hærværk mod det klubhus og den hal, som klubben benytter.

Her er facaderne blandt andet blevet overmalet med teksten ‘Vestegnen bliver aldrig hvid og blå’, ‘fuck jer’, ‘hader FCK’ og ‘dø FC!’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan ser hærværket også ud

Albertslund IFs sportschef er rystet over hærværket.

“Jeg tager som person først og fremmest afstand fra alt, hvad der hedder vold og hærværk. Og derfor blev jeg da også ked af det syn, der mødte mig i går af vores foreningshus, der rummer 10 frivillige foreninger og alle deres ungdomsmedlemmer,« siger han til B.T. og fortsætter:

“At de skal opleve dette, som jo klart skaber en frygt i børns øjne, når det det syn, de møder ind til af deres trygge ramme, er et hus, der nu er overmalet, og ruderne er smadret. Alt det skyldes en samarbejdsaftale for børn i alderen 8-12 år. Jeg håber derfor, at alle lige tænker over, at det er børn, som jo også er Brøndby fans, det rammer.”

Albertslund IF har seks måneders opsigelse i samarbejdet med Brøndby og starter derfor først med FCK den 31. august.