25. maj. 2024 - 8:51

Ung mand i livsfare efter alvorlig forbrydelse på gaden




En 27-årig mand er indlagt i kritisk tilstand efter et knivstikkeri på åben gade. Ni personer er indtil videre anholdt i sagen

Fredag aften klokken 20.28 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om en alvorlig forbrydelse, der var blevet begået på Frodesgade i centrum af Esbjerg.

Her er en 27-årig mand, der er bosat i Esbjerg, ifølge politikredsen blevet stukket ned med kniv, lyder det i en pressemeddelelse.

Kort efter alarmopkaldet ankom ambulance og lægebil til gerningsstedet sammen med et stort politiopbud.

Den 27-årige mand blev i den forbindelse hastet til hospitalet, hvor han nu er indlagt i kritisk tilstand.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En hundepatrulje er blandt andet fremme

Politiet og dets teknikere arbejdede i aften- og nattetimerne på og omkring gerningsstedet, og efterforskningen har siden ført til, at betjente er har kunne skride til anholdelse af i alt ni personer, der alle er bosat i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger i forbindelse med knivstikkeriet vidner eller andre personer med informationer i sagen. Knivstikkeriet skete foran Frodesgade nummer 150.

Beboere i området bedes ligeledes gennemse overvågning i tidsrummet 20.15 til 20.45.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4.

En yderligere efterforskning pågår nu, og derfor har politiet ikke flere kommentarerer i sagen.