Politiet er nu skredet til anholdelse af en 33-årig mand, der er mistænkt for at have voldtaget en ung kvinde under en togtur
Nordsjællands Politi oplyser torsdag middag, at de har foretaget anholdelse i sag om en uhyggelig voldtægt begået lørdag morgen på en togstrækning fra Nørreport Station til Nivå.
‘Vi har anholdt en 33-årig udenlandsk mand og sigtet ham for i weekenden at have begået voldtægt mod en ung kvinde,’ oplyser politikredsen på det sociale medie X.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På billeder fra weekendens efterforskning kan man se, at politiets teknikere arbejder omkring toget, efter det er kørt ind på Helsingør Station.
Den anholdte mand vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby torsdag klokken 13.00.
Under grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden begære lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og blandt andet derfor har Nordsjællands Politi ikke yderligere kommentarer i sagen på nuværende tidspunkt.