En taxachauffør er netop blevet kendt skyldig i at have bortført en ung kvindelig kunde til et grønt område og derefter voldtaget hende
Thi kendes for ret.
En 47-årig mandlig taxachauffør er ved Københavns Byret blevet idømt to år og seks måneders fængsel for at have samlet en ung kvinde op og voldtaget hende.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på det sociale medie X.
‘Det skete en morgen i maj 2023, da han kørte den unge kvinde ud til et grønt område på Christianshavn, hvor han voldtog hende,’ oplyser anklagemyndigheden.
Efter voldtægten kørte den 47-årige taxachauffør den unge kvinde tilbage til Hovedbanegården og satte hende af.
Ud over fængselsstraffen er taxachaufføren også blevet frakendt retten til at køre erhvervskørsel med personer.
Den nu dømte voldtægtsforbryder har anket dommen til Østre Landsret. Han har frem til dommen været på fri fod, men retten har efterfølgende varetægtsfængslet ham frem til sagen i landsretten.
Anklagemyndigheden har ikke offentliggjort oplysninger om den nærmere identitet på den dømte voldtægtsforbryder.