28. feb. 2023 - 14:47

Uhyggelig statistik: Knap hver fjerde kvinde har oplevet voldtægt i dette land




Næsten hver fjerde kvinde svarer i en ny norsk undersøgelse, at de har oplevet at blive voldtaget mindst én gang i livet.

Det viser en rapport fra Norges nationale videnscenter for vold og traumatisk stress. Det er også centeret, der står bag undersøgelsen.

– Vold og overgreb er stadig et alvorligt samfundsproblem i Norge, skriver forskerne bag det omfattende studie, der tirsdag morgen er blevet overleveret til den norske justitsminister, Emilie Enger Mehl.

2100 kvinder og 2195 mænd har deltaget i hovedundersøgelsen.

De var i alderen 18 til 74 år og tilfældigt udvalgt gennem folkeregisteret for at sikre, at undersøgelsen er så repræsentativ som muligt.

Undersøgelsen er den første af sin slags i Norge i ni år.

Resultaterne viser, at 23 procent af kvinderne siger, at de i løbet af livet mindst én gang har været udsat for voldtægt gennem magt eller tvang, for voldtægt, mens de sov, eller for voldtægt, da de var under 13 år.

Sidstnævnte kategori defineres i undersøgelsen som en person på under 13 år, der har seksuel omgang med penetration med en person, der er fem år ældre eller mere. I norsk lovgivning kaldes det voldtægt af et barn.

4 procent af mændene svarer, at de har oplevet voldtægt mindst én gang.

Halvdelen af de kvinder, der svarer, at de har været udsat for voldtægt gennem magt eller tvang, siger, at de var under 18 år, da det skete.

Da Norges nationale videnscenter for vold og traumatisk stress udførte en lignende undersøgelse i 2014, svarede 9,4 procent af kvinderne, at de havde oplevet voldtægt gennem magt eller tvang mindst én gang i livet.

Til sammenligning er det 14 procent af kvinderne, der i rapporten fra 2023 har oplevet voldtægt gennem magt eller tvang mindst én gang.