09. maj. 2023 - 22:05

Trump frikendt for voldtægt – men skyldig i overgreb!




USA’s tidligere præsident Donald Trump er af et nævningeting i New York tirsdag kendt skyldig i seksuelt overgreb mod forfatteren E. Jean Carroll og i at have krænket hendes ære ved at kalde hende en løgner.

Nævningetinget afviste derimod Carrolls anklage om, at Trump havde voldtaget hende tilbage i 1990’erne.

Han skal betale hende i alt fem millioner dollar i erstatning, afgør domstolen ifølge Reuters. Det svarer til 34 millioner kroner.

Trumps talsmand siger imidlertid, at afgørelsen vil blive anket.

Så længe den proces ikke er afsluttet, skal Trump ikke betale, skriver Reuters.

Det tog nævningerne knap tre timer at nå til enighed om afgørelsen.

De blev bedt om at tage stilling til, om de fandt det bevist, at Trump voldtog Carroll, begik seksuelt overgreb mod hende eller befamlede hende.

– Jeg har absolut ingen idé om, hvem denne kvinde er. Denne dom er en skændsel – en fortsættelse af den største heksejagt nogensinde, skriver Trump tirsdag aften dansk tid i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

E. Jean Carrol havde lagt sag an mod den tidligere præsident, hvor hun beskylder ham for at have voldtaget hende i 1995 eller 1996 og derefter ærekrænke hende ved at nægte, at det er sket.

76-årige Trump, der var præsident i USA fra 2017 til 2021 og lige nu ligger i front til at blive republikanernes præsidentkandidat, siger, at Carroll fandt på beskyldningerne om voldtægt.

Ifølge ham skulle det være for at sælge flere bøger.

Den i dag 79-årige Carroll udgav sine erindringer i 2019.

Hun hævder, at Trump voldtog hende i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman på Manhattan i New York City i 1995 eller 1996.

I en videoforklaring, der blev afspillet for nævningetinget i sidste uge, afviste Trump, at han dengang voldtog Carroll.

– Det er den mest latterlige, ulækre historie, sagde Trump i en video.

– Det er noget, der er blevet fundet på, insisterede han.

Sagen, der blev afgjort i New York tirsdag, var et civilt søgsmål. Sådanne sager kan indebære, at der tildeles en erstatning, men der kan ikke idømmes fængselsstraf, rapporterer britiske BBC.

Forude venter dog flere andre sager, der kan udgøre hindringer for den tidligere præsident og hans ønske om at genindtage Det Hvide Hus.

I april erklærede han sig ikke skyldig i en sag, der handler om betaling til pornoskuespilleren Stormy Daniels til gengæld for, at hun holdt mund om en påstået affære.

Betalingen fandt angiveligt sted kort før præsidentvalget i 2016, som Trump vandt.

Myndighederne er også ved at efterforske, om den daværende præsident brød loven i 2020, da han ringede til Georgias indenrigsminister og bad ham “finde” godt 11.000 stemmer, der ville ændre valgresultatet til Trumps fordel i den afgørende delstat.

Også Trumps opbevaring af hemmeligstemplede dokumenter, som han har taget med fra Det Hvide Hus til sit hjem i Florida, er genstand for en undersøgelse.

Og endelig er ekspræsidentens mulige ansvar i stormløbet mod Kongressen den 6. januar 2021 ved at blive efterforsket.