12. apr. 2024 - 16:45

Tragedie i ferieparadis: Mand mister livet foran panisk kone




En 70-årig mand har mistet livet foran sin skrækslagne kone, da han var ude at bade på Menorca

En britisk 70-årig mand, der var med sin kone på ferie i Sant Lluis for at fejre fødselsdag, er endt med at miste livet under turen.

I mandags tog parret ud til San Bou-stranden på Menorca.

Her ville manden bade, mens konen blev inde på stranden, skriver det lokale medie Menorca.

Øjenvidner fortalte i den forbindelse, at manden pludselig begyndte at kæmpe ude i vandet, og at konen og andre personer blev opmærksomme på det og forsøgte at hjælpe ham.

Manden røg dog under overfladen, hvor han druknede. Trods flere genoplivningsforsøg, blev manden erklæret død.

“Strandgæsterne var hurtige til at hjælpe, og de var modige. Det er hjerteskærende, at det ikke lykkedes for os at redde ham,” siger en af redningsfolkene ifølge Menorca.

En obduktion har senere bekræftet, at manden druknede.

Myndighederne vil nu gennemgå sikkerhedsforholdene på den pågældende strand for at forhindre mulige ulykker fremover.

“Vores tanker går til mandens familie i denne vanskelige tid,” siger en talsperson for de lokale myndigheder.