15. nov. 2022 - 21:21

Flere medier: Russisk missil dræber to mennesker i Polen

Det er i byen Przewodow som missilerne, ifølge nyhedsbureauet AP, er eksploderet. Foto: Google Maps


Et russisk missil har tirsdag aften dræbt to mennesker i Polen – flere NATO-lande indkalder nu til krisemøde.

Tirsdag aften er der meldinger om, at et russisk missil skal have ramt ned i Polen nær den ukrainske grænse.

Som følge af missilnedslaget skal to personer have mistet livet, skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge mediet skal en anonym højtstående efterretningsofficer i USA have bekræftet, at to er døde og at det russiske missil har slået ned i Polen.

Flere lande har nu reageret og hasteindkaldt til et krisemøde.

Det gælder blandt andet Ungarn og Polen. Estland og Letland har reageret og kalder situationen ‘bekymrende’.

Ruslands forsvarsministerium kalder ifølge Interfax meldingerne om missilnedslaget for en bevidst provokation med det formål at eskalere situationen.

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod har reageret på meldingerne fra Polen.

‘Det er stærkt bekymrende oplysninger, vi får fra Polen. Mine tanker er med det polske folk og de pårørende til det her angreb. Vi er i tæt kontakt med Polen og vores øvrige allierede i NATO. Vi ved endnu ikke, præcis hvad der er sket på jorden. Det er vi ved at afklare sammen med vores allierede,’ skriver udenrigsministeren på Twitter.

Opdateres …