02. jun. 2024 - 19:43

Politibetjent dør efter knivangreb under demo i Tyskland

Arkivfoto


En 29-årig politibetjent er søndag død som følge af kvæstelser, han pådrog sig, da han fredag blev stukket med kniv i hovedregionen under en højrefløjsdemonstration i byen Mannheim i Tyskland.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa, som henviser til oplysninger fra blandt andet politiet i Mannheim og statsadvokaten i Karlsruhe.

Politibetjenten greb ind, da en knivbevæbnet mand angreb deltagere i demonstrationen, som var arrangeret af højrefløjsbevægelsen Pax Europa.

– Han blev opereret umiddelbart efter forbrydelsen og lagt i kunstig koma, men døde af sine alvorlige kvæstelser sidst på eftermiddagen 2. juni, hedder det i en udtalelse fra myndighederne.

Foruden betjenten blev fem personer såret.

Ifølge politiet var det en 25-årig mand, som er født i Afghanistan, der begik knivangrebet. Han ankom til Tyskland i 2014.

Pax Europa har tidligere oplyst, at én af de sårede er den højreekstremistiske aktivist og blogger Michael Stürzenberger.

Han er medlem af bestyrelsen i Pax Europa.