25. aug. 2024 - 8:31

Politi anholder 26-årig som erkender drab på tre til tysk byfest




Politi i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen bekræfter søndag morgen, at det har anholdt en 26-årig mand, som erkender at være gerningsmand bag drabet på tre mennesker til en byfest i den tyske by Solingen fredag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter at den tyske avis Der Spiegel lørdag aften beskrev, at politiet havde anholdt endnu en i sagen.

Der Spiegel skrev, at der var tale om en 26-årig mand, som var født i Syrien og kommet til Tyskland som asylansøger.

Politiet bekræfter, at der er tale om en 26-årig mand, men oplyser ikke noget om hans ophav.

– Personens rolle i hændelsen er for nuværende under intens efterforskning, lyder det fra politiet i Düsseldorf, der ligger i nærheden af Solingen, hvor hændelsen fandt sted.

Der har tidligere været meldinger om to anholdelser i sagen.

Tidligere lørdag blev det oplyst, at en 15-årig er blevet anholdt og undersøges for en mulig forbindelse til angrebet.

Senere på aftenen oplyste politiet, at man havde anholdt endnu en person – det står dog uklart, hvorvidt denne person er den samme, som Der Spiegel beskriver.

Der kan altså være op til tre anholdte i sagen.

Knivangrebet skete under en fejring af Solingens 650-års fødselsdag, som skulle vare hele weekenden. Byfesten er nu aflyst af myndighederne.

Blandt ofrene er en 67-årig og en 56-årig mand samt en 56-årig kvinde.

Lørdag aften har den væbnede islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS) taget ansvaret for angrebet.

I en erklæring på beskedtjenesten Telegram fremgår det, at en “soldat fra Islamisk Stat” udførte angrebet “som hævn for muslimer i Palæstina og over alt”.

Gruppen har ikke fremlagt beviser for dens påstand. Det skriver Reuters.

Solingen ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland tæt på Düsseldorf og Köln.