17. aug. 2024 - 21:25

Naturbrand får Tyrkiet til at evakuere i nærheden af storby




Hundredvis af mennesker er blevet evakueret fra områder nær den tyrkiske storby Izmir, hvor brandfolk i tre dage har kæmpet for at få kontrol over en naturbrand.

I den nordlige forstad Ornekkoy har der ifølge det franske nyhedsbureau AFP’s journalister været brand i adskillige bygninger og køretøjer, og en hel industrizone er indhyllet i røg.

– Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Vores arbejdsplads ligger inde i flammerne, siger den 48-årige Hanife Erbil, som lever af at indsamle plastik- og papiraffald.

En taxachauffør siger, at et stort naturskønt område fyldt med fyrretræ er ødelagt. Nu er hele området dækket af røg.

Brandkorps i andre byer i regionen har sendt forstærkninger til Izmir, og hæren er også mobiliseret.

– Alle arbejder hårdt. Jeg har arbejdet i 36 timer nu. Vi kan sige, at branden er delvist under kontrol, siger brandmanden Arjin Erol.

Branden brød ud torsdag og spredte sig hurtigt til boligområder på grund af stærk blæst.

Den tyrkiske indenrigsminister, Ali Yerlikaya, siger, at 900 indbyggere i de fem berørte distrikter i Izmir blev evakueret natten til lørdag.

Branden ødelagde delvist 16 bygninger.

Vilde dyr, katte og hunde døde i flammerne, men der er ikke meldt om tilskadekomne personer.

Seks andre brande hærger andre skovområder i Tyrkiet – blandt andet i Bolu og Aydin i den vestlige del fa landet.

I juni brød en naturbrand ud i Mardin i det sydøstlige Tyrkiet, hvorved 15 mennesker omkom.

Videnskabsfolk siger, at klimaforandringer har givet mere ekstremt vejr og gør hedebølger mere sandsynlige og længere og mere intense.

AFP

Se foto fra vores fotograf her på ONP.