Mindst 16 mennesker har mistet livet i et jordskred i Ecuador.
Det oplyser landets myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Jordskreddet ramte byen Alausi i den centrale del af landet søndag aften.
163 bygninger er i større eller mindre grad blevet dækket af jordskreddet. Omkring 500 af byens indbyggere er påvirket.
– Vi har været vidne til en frygtelig tragedie, siger Ecuadors transportminister, Dario Herrera, der mandag besigtiger skaderne i Alausi.
– Det første, vi skal gøre, er at passe på og evakuere folk fra husene, siger ministeren ifølge Reuters.
16 personer er kvæstet, og syv personer savnes.
Det var voldsom regn, der udløste jordskreddet.
Flere kraftige regnskyl har den seneste måned ødelagt veje, broer og anden infrastruktur på tværs af det sydamerikanske land.
Tidligere i marts erklærede Ecuadors præsident, Guillermo Lasse, nødtilstand i 14 af landets provinser. Provinserne har dels været ramt af voldsomt vejr, dels af et kraftigt jordskælv.
Jordskælvet ramte den sydlige del af Ecuador og den nordlige del af nabolandet Peru 18. marts. Det kostede mindst 15 mennesker livet.