Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps vælgermøde i delstaten Pennsylvania var knap nok gået i gang, da han tog sig til øret og faldt til jorden ved siden af sin talerstol på scenen.
En ukendt gerningsmand havde tilsyneladende affyret skud i retning mod Trump, der blev strejfet på øret, oplyser anklagemyndigheden i byen Butler, hvor vælgermødet fandt sted.
Ekspræsidenten blev efterfølgende eskorteret væk fra vælgermødet og ført til behandling på en klinik i nærheden.
Talsperson for ekspræsidenten Steven Cheung siger i en udtalelse ifølge CNN, at Trump har det fint.
– Trump takker politiet og førstehjælperne for deres hurtige reaktion under denne afskyelige handling. Han har det fint og får behandling på en lokal klinik. Flere detaljer følger, lyder det.
Hændelsen efterforskes som et attentatforsøg, oplyser to anonyme kilder i politiet ifølge nyhedsbureauet AP.
Den formodede gerningsmand blev efterfølgende dræbt af Secret Service, der har til ansvar at beskytte politiske ledere i USA.
Anklagemyndigheden i Butler oplyser, at én person i publikum er død. En tredje person er i kritisk tilstand.
Der er ingen oplysninger om identiteten på gerningsmanden eller de blandt publikum, der blev ramt.
Der er heller ingen oplysninger om motivet for skyderiet.
Cirka et minut efter at Trump faldt til jorden, rejste han sig op igen med hjælp fra dem, der kom ham til undsætning.
På videooptagelserne derfra kan man se, at Trump hæver sin knytnæve i vejret og råber noget, der er svært at høre. Det tyder på, at han råber “fight” – altså kæmp.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, siger i en udtalelse fra Det Hvide Hus, at han er taknemmelig over at høre, at Trump er i sikkerhed.
– Jeg beder mine bønner for ham og hans familie og alle dem, der var til stede ved vælgermødet, mens vi venter på yderligere nyt, tilføjer præsidenten.
Republikaneren Trump var præsident i USA mellem 2017 og 2021, hvor Biden, en demokrat, tog over.
Det er ventet, at de skal dyste om posten igen ved valget 5. november.
Hvordan skyderiet kommer til at påvirke Trumps valgkampagne, er uvist.
En talsperson for Bidens valgkampagne siger, at præsidenten sætter al sin eksterne kommunikation og tv-reklamer i forbindelse med valget på pause.