Seks personer er indtil videre blevet fundet døde i ruinerne fra et bygningskollaps i den sydfranske by Marseille.
I alt var der otte personer – tre mænd og fem kvinder – der befandt sig i etageejendommen, da den kollapsede natten til søndag. To af dem savnes stadig.
De fleste af personerne i bygningen var mellem 66 og 89 år. Herudover befandt et par på 29 og 31 år sig i ejendommen.
Det fremgår ikke, hvilken alder de to savnede har.
Fire af ofrene er blevet identificeret. Der er tale om en mand og tre kvinder i alderen 65 til 88 år.
Det fortalte Dominique Laurens, der er repræsentant for de lokale justitsmyndigheder, på et pressemøde tirsdag morgen, skriver den franske avis Le Figaro.
Der arbejdes fortsat på at sikre beviser i området.
Årsagen til bygningskollapset er endnu ikke afdækket, men en gaseksplosion bliver nævnt som en af mulighederne.
Adskillige øjenvidner har sagt, at de hørte lyden af en eksplosion klokken 00.40.
Ifølge Le Figaro undersøger efterforskere hypotesen om, at en gaseksplosion skal have forårsaget kollapset.
En brand hindrede søndagen igennem redningsfolk i at lede efter savnede i ruinerne af den sammenstyrtede bygning.
LÆS OGSÅ: Frifundet i sag om dødelig vold mod nyfødt tvilling: Nu er der nyt i sagen!