19. mar. 2024 - 14:49

Tvillingeforældre får 13 ugers ekstra orlov hver




Et enigt Folketing har tirsdag besluttet at give hver forælder til tvillinger 13 ugers ekstra orlov.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

– Det er en ekstra stor mundfuld, når der ikke bare kommer et, men to spædbørn i familien på samme tid. Nu sikrer vi, at der bliver bedre tid til at få styr på hverdagen, lyder det fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.

Der bliver altså samlet 26 ekstra orlovsuger med barselsdagpenge til tvillingeforældre.

De nye vilkår træder i kraft 1. maj.

– Hvert år står forældrene til omkring 1000 tvillingepar i en lykkelig men også svær situation. Det har været en vigtig prioritet for regeringen og aftalepartierne at give dem bedre vilkår, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

De nye regler udspringer fra den politiske aftale, som regeringen og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti indgik som en del af finansloven for 2023.

De 13 ugers ekstra orlov til hver forælder skal afholdes, før børnene fylder et år, fremgår det.

Reglerne omfatter alle forældre, der får to eller flere børn ved samme fødsel eller adoption.

På den måde vil de nye regler erstatte de gældende regler om ekstra orlov til forældre, der får tre eller flere børn ved samme fødsel, fremgår det af pressemeddelelsen.