Flere regioner i Danmark har i efterhånden en årrække skreget på flere læger.
Det gælder ikke mindst i Region Sjælland og Region Nordjylland, hvor der er mindre end tre læger per 1000 indbyggere.
Nu skal en ulighedspulje på 100 millioner kroner være med til at forbedre lægedækningen.
Det fremgår af en ny aftale om regionernes økonomi i 2025, som er præsenteret lørdag.
Midlerne skal gå til “finansiering af særlige initiativer” og vil blive fordelt mellem de to regioner.
Ifølge Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland, kommer det økonomiske løft “bestemt ikke” til at løse den store ulighed i sundhedsvæsnet.
– Men det er et enormt vigtigt skridt, siger han.
Regionsrådsformanden glæder sig over, at man med aftalen viser, at man på tværs af regionerne og sammen med regeringen kan prioritere og bekæmpe uligheden – ikke mindst i Region Sjælland.
– Det er en gang imellem dyrere at lave løsninger, som sikrer en stærk lægedækning, og derfor er det afgørende, at der i en økonomiaftale bliver prioriteret penge til de områder, hvor udfordringerne er lidt større, siger Heino Knudsen.
Det er svært at sige, hvad pengene helt konkret skal gå til, fordi der er tale om relativt få midler.
Det siger Camilla Rathcke, formand i Lægeforeningen, der repræsenterer størstedelen af de danske læger.
– Det bliver ikke de her 100 millioner, som næste år eller i fremtiden kommer til at løse opgaven med lægedækning, mener lægeformanden.
Camilla Rathcke tilføjer, at man i Lægeforeningen har et stort fokus på, at regeringen fortsat mangler at indfri ambitionen om, at der skal være 1500 flere praktiserende læger.
– Vi kan godt blive ved med at hælde penge ud til særlige initiativer, og det kan vi godt bakke op om, men problemknuseren er at sikre, at vi får tilstrækkeligt med læger, så vi kan fordele lægerne mere rundt i landet, lyder det.
Ikke alt ser helt sort ud.
For aldrig før har så mange læger været ved at uddanne sig til speciallæger i almen medicin.
Det fremgår af en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), som blev præsenteret i marts.
1220 læger er ifølge PLO i gang med et hoveduddannelsesforløb inden for almen medicin, der er sidste skridt på vejen for at blive uddannet som praktiserende læge.
På spørgsmålet om, hvorfor lige netop Region Sjælland har så store problemer med at tiltrække flere læger, svarer regionsrådsformanden, at det både er en fordel og en ulempe at ligge ved siden af Danmarks hovedstad.
– Rigtig mange læger bor i det område (København, red.). De kører forbi sygehuse i Region Hovedstaden for at arbejde i Region Sjælland, så der skal noget ekstraordinært til, siger Heino Knudsen.
– Det er afgørende, at vi får sikret, at vi i en periode ansætter lidt færre læger i de allerstørste byer for at få dem fordelt bedre i hele Danmark.