13. mar. 2024 - 11:07

Træ fældet med vilje: Politi søger vidner efter dødsulykke




Natten til onsdag skete der en alvorlig færdselsulykke i Sorø, hvor en 55-årig mand afgik ved døden.

Et større træ, som blev fældet, væltede ned over mandens bil, da han kom kørende.

Udover ulykken i Sorø, fik politiet en lignende anmeldelse om et fældet træ på Slagstrupvej syd for Havrebjerg. I dette tilfælde kom ingen til skade. Her er træet skåret op, og der er fri passage igen.

I begge tilfælde er der blevet benyttet motorsav til at fælde træerne.

Nu søger politiet vidner i sagen. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiet søger vidner, som skulle have set eller hørt noget i forbindelse med fældningen af træerne på Slagstrupvej i Havrebjerg og Parnasvej i Sorø.