03. apr. 2024 - 7:49

To personer alvorligt kvæstet efter knivstik




To mænd blev afleveret alvorligt kvæstet foran Holbæk Sygehus, hvor begge var blevet ramt af knivstik. Dette har sat en massiv efterforskning i gang.

De to personer på henholdsvis 22 og 23 år blev onsdag morgen kl. 04:40 afleveret for sygehuset alvorligt såret efter knivstik.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

”Der er tale om to mænd på hhv 22 og 23 år. De er begge hårdt sårede, og det har ikke været muligt at afhøre dem endnu, men vi har startet en større efterforskning op”, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet kan endnu ikke præcist fortælle, hvor hændelsen er sket, men vurderer, at knivstikkeriet er foregået et sted i Holbæk.

”Men hvis der er personer, der i løbet af natten har bemærket noget mistænkeligt i Holbæk – det være sig personer eller køretøjer – så hører vi meget gerne om det på 114”, siger Kim Løvkvist.

Politiet formoder, at de to personer blev kørt til sygehuset i en bil. Men hvem der førte den, vides ikke, da den forsvandt, efter den havde sat de to personer af.

Motivet bag knivstikkeriet er stadig for tidligt for politiet at udtale sig om.

”Vi arbejder ud fra en tese om, at der kan være tale om et overfald i det kriminelle miljø, men vi holder også alle andre muligheder åbne. Vi er endnu i et meget tidligt stadie af efterforskningen”, siger Kim Løvkvist.