17. aug. 2024 - 23:19

Tjetjensk leder vil sende Tesla med maskingevær til russisk hær

Arkivfoto


Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, som er allieret med Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil sende en Tesla til russiske soldater i Ukraine.

I et klip på Kadyrovs Telegram-kanal kunne man lørdag se den autoritære leder på en køretur i den kantede Tesla Cybertruck, hvorpå der er monteret et maskingevær på ladet.

Kadyrov, som kædes sammen med en lang række krænkelser af menneskerettighederne og er underlagt sanktioner fra USA, har ladet sig fotografere, mens han står ved geværet.

– Dette er utvivlsomt en af de bedste biler i verden. Jeg blev bogstavelig talt forelsket, siger Kadyrov, som er kendt for ekstravagante PR-stunt.

Kadyrov siger, at han vil donere køretøjet til de russiske styrker, som har invaderet Ukraine.

– Jeg er sikker på, at dette køretøj vil give vore soldater mange fordele, sier Kadyrov, som har sendt egne tjetjenske styrker til Ukraine-krigen for at vise sin støtte til Vladimir Putin.

Kadyrov hævder, at han har fået foræret køretøjet af Elon Musk, men det er ikke bekræftet af uafhængige kilder.

Nyhedsbureauet AP har ikke fået svar på en anmodning om en kommentar fra Tesla.

Kadyrov har benyttet anledningen til at invitere Elon Musk til Tjetjenien.

AFP