06. aug. 2024 - 12:47

Tiltalt for slag mod statsministeren: ‘Jeg havde en dårlig dag’




– Jeg havde en dårlig dag.

Sådan siger en 39-årig polsk mand i Københavns Byret tirsdag, hvor han er tiltalt for at have tildelt statsminister Mette Frederiksen (S) et slag på skulderen.

Manden nægter sig skyldig.

Under afhøringen lufter specialanklager Anders Larsson frustration over, at den tiltalte tilsyneladende helst ikke vil besvare spørgsmål konkret og præcist.

Det var tilfældigt, at den polske mand den 7. juni kort før klokken 18 på Kultorvet i København mødte statsministeren, som var på vej til en kaffeaftale med en veninde.

Anklagemyndighedens tiltale drejer sig om, at manden skal have tildelt Mette Frederiksen (S) et slag med knyttet næve på den ene skulder.

Påstanden er, at episoden var vold mod tjenestemand, og at slaget skyldes statsministerens ytringer.

Hændelsen fik betydning for statsministeren, der aflyste flere møder.

Den 7. juni havde den 39-årige mand fusket med to flaskeautomater i henholdsvis Lidl og i Netto. Det havde givet et udbytte på lidt over 100 kroner.

Sidst på dagen var manden rundt i indre by.

– Jeg var påvirket af alkohol, men jeg var ikke beruset, forklarer manden gennem tolken.

Pludselig stod han ansigt til ansigt med Mette Frederiksen.

– Det ser ud, som om hun vil sige noget til den person, der stod foran hende, altså mig, siger den tiltalte,

Har du rørt ved Mette Frederiksen, vil anklageren vide.

– Nej, lyder svaret.

Han afviser også at være flov over sagen.