Det var et uhyggeligt syn, der mødte betjente efter deres ankomst til et grønt område på baggrund af en anmeldelse. Torsdag er der faldet dom i sagen
En 56-årig mand blev først tæsket til blods for derefter at blive smidt ind i et bagagerum og kørt ud til det grønne område Loch Ness nær Spangsbro nord for Kalundborg for at blive efterladt til at dø alene.
Den voldsomme hændelse skete sidste sommer – mere nøjagtig natten til den 18. juni, men nu er der endelig faldet dom i sagen.
En 34-årig mand fra Kalundborg med relation til den afdøde blev umiddelbart efter overfaldet anholdt.
Manden er torsdag ved Retten i Holbæk blevet kendt skyldig i vold med døden til følge mod den 56-årige mand og blevet idømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
‘Retten fandt, at den tiltalte forinden havde slået og sparket det 56-årige offer, før han anbragte ham i bagagerummet på sin bil og kørte ham til det grønne område, hvor han efterlod ham i hjælpeløs tilstand,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den nu dømte 34-årige har erkendt enkelte slag og spark mod manden, men han har forklaret, at det skete i selvforsvar.
Den 56-årige mand var stadig i live, da en borger fandt ham og alarmerede politiet, men han havde så svære kvæstelser, at han kort efter afgik ved døden.
“Han har været udsat for massiv vold,” fortalte Michael Sehested, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi i forbindelse med fundet.
Ud over vold med døden til følge er den 34-årige også kendt skyldig i flere tilfælde af grov vold mod sin ekskæreste i Vollerup i 2022.
Her gav han hende flere slag og spark, mens han også har taget fat om hendes hals og presset hende op mod væggen.