05. apr. 2023 - 11:31

Strejke koster skraldemænd dyrt: Nu modtager de millionbøde!

www.presse-fotos.dk


De skraldemænd i København, der i forrige uge nedlagde arbejdet og gik i en ugelang strejke, ender med at skulle betale en bod på 1,2 millioner kroner. Det skriver Fagbladet 3F.

– Det koster gennemsnitligt den enkelte skraldemand, der har deltaget i arbejdsnedlæggelsen, 2600 kroner i bod, siger Mike Stirling, afdelingssekretær i 3F Kastrup, til Fagbladet 3F.

– Boden bliver trukket over lønnen på et tidspunkt. Dertil kommer mistet løn for den uge, strejken varede.

Det er ikke alle skraldemænd, der skal betale bod. Skraldemænd, der ikke deltog, fordi de var på ferie eller var syge, omfattes ikke. Det samme gælder lærlinge.

Derudover var kørslen af belastet affald ikke berørt af strejken. Derfor er der ikke noget her at betale bod for.

Det er Arbejdsretten, der har meddelt skraldemændenes bod. Den er udregnet som 50 kroner i timen for ufaglærte og 56 kroner i timen for faglærte.

Skraldemændene nedlagte arbejdet 20. marts. De var utilfredse med Amager Ressourcecenter (ARC), som ifølge skraldemændene havde brudt en aftale om nogle arbejdsvilkår, som ikke var løn.

ARC kunne ikke genkende skraldemændenes udlægning. Her mente man, at det, som skraldemændene kaldte en aftale, var et udkast, som de havde præsenteret for ARC. Men som ARC aldrig havde accepteret.

Stridens kerne var ifølge ARC, hvornår skraldemændenes andet skiftehold skulle møde. Skraldemændene mener, at ARC’s mødetider medfører, at de ender med at køre både i morgen- og eftermiddagstrafik.

Her oplever de at blive mødt af vrede fra andre borgere.

27. marts genoptog skraldemændene arbejdet. Skraldemændene havde fået et møde med ARC. Dermed følte de, at der var genoptaget en dialog, som de havde savnet.

Dagen efter indgik parterne en aftale.

LÆS OGSÅ: SKRALDEMÆND I KØBENHAVN STREJKER PÅ SJETTE DØGN