27. maj. 2024 - 11:28

Socialdemokratiet vil forbyde sociale medier for unge under 15 år




I et EU-udspil blæser Socialdemokratiet til kamp mod techgiganter med forslag om at forbyde børn under 15 år at benytte sociale medier.

Udspillet er lanceret af statsminister Mette Frederiksen (S) og EU-spidskandidat Christel Schaldemose (S) i en kronik og et interview med Politiken.

– Vores børn er udsatte for farligt indhold og holdes på de her platform. Det er simpelthen ikke okay. Det er bekymrende for vores børn og unges mentale helbred, siger Christel Schaldemose til Ritzau.

Bliver Christel Schaldemose genvalgt til Europa-Parlamentet ved valget 9. juni, tager hun en længere liste med forslag til at regulere techgiganter som Meta og TikTok med til Bruxelles.

Hun vil hæve aldersgrænsen til 15 år for at få adgang til sociale medier. Og for at det skal blive håndhævet, skal der udvikles en aldersverificering i stil med MitID på tværs af EU-lande.

Videre ønsker Socialdemokratiet at forbyde afhængighedsskabende designs som autoplay og såkaldt uendelighedsscroll. Det er en kode, der gør, at man aldrig når bunden af et nyhedsfeed, fordi der altid dukker nyt indhold op.

Også reklamer mod børn og unge på under 18 år skal forbydes.

Det er ikke mange år siden, at techvirksomheder var omdrejningspunktet for regulering med vedtagelsen af EU-forordningen om digitale tjenester (DSA).

Men den forordning var altså langt fra nok, mener Christel Schaldemose, der selv var chefforhandler på EU-forordningen om digitale tjenester.

Hun mener, at det er realistisk med yderligere regulering nu, da der er “en stigende bekymring rundt omkring i Europa for, hvad der sker”.

– Men det er klart, at techgiganterne ikke er interesseret i det, fordi de mister en hel masse kunder. Så de kommer nok til at prøve at bekæmpe det og komme med en masse modargumenter, siger Christel Schaldemose.

Spørgsmål: Af de her forslag – hvilket er så mest realistisk at få gennemført?

– Jeg vil formulere det på den måde, at det mest effektfulde vil være, hvis vi får sat en 15-års aldersgrænse med en tilhørende alderskontrol. Det vil med et slag sikre, at vores børn og unge ikke er på en platform, der gør dem afhængige, og hvor der er farligt indhold.

Spørgsmål: Hvad vil en realistisk tidsramme være for eksempelvis at få en grænse på 15 år med aldersverificering?

– Først skal jeg samle opbakning til det her, men mit bud er, at beslutningen måske kan være truffet inden for de næste tre år.

Spørgsmål: Hvornår vil det så kunne være indført?

– Med DSA’en var vi hurtige. Fra vi traf beslutningen til den trådte i kraft, gik der under et år, siger Christel Schaldemose.

Hun påpeger igen, at hun oplever større “forståelse” i EU for, at techvirksomheder skal reguleres yderligere.

– Men det er klart, at vi er 27 medlemslande, og der vil være 720 parlamentarikere.

– Så det er ikke sådan, at man bare med det samme kan sige, at det skal være sådan. Jeg ville ønske, at jeg kunne. Men det, som vi socialdemokrater siger, er, at det her er en af vores topprioriteter. Og derfor går vi ned og kæmper for det her.