08. aug. 2024 - 11:44

Små piger ofre i alvorlig strand-hændelse




To små piger har været involveret i en alvorlig hændelse på en strand. I følge politiet er det et alarmopkald fra moderen, der har udløst en ‘talstærk’ udrykning

Da to piger gik lidt væk fra deres forældre for at lege i klitterne under en strandtur med familien, blev de udsat for seksuelle krænkelser af en mand.

Det oplyser politiet torsdag i en pressemeddelelse.

‘Vidner havde bemærket pigerne og manden, men havde blot troet, at det var en far, der legede med sine børn,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Alarmopkaldet indløb onsdag klokken 14.39 fra moderen til de to piger, der begge er under 12 år.

Hun beskrev ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, at hendes to døtre var blevet krænket af en mand på Gudmindrup Strandvej ved Højby i Odsherred.

Pigerne havde mødt manden i klitterne, da de var ude for at lege lidt væk fra deres forældre.

‘Manden havde krænket pigernes blufærdighed og bedt den ene pige røre ham, men pigerne havde ikke lidt fysisk overlast,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemedelelse og tilføjer:

‘Politiet kørte talstærkt til stedet, og iværksatte en undersøgelse på stranden. Området blev afspærret, og der blev søgt med hunde og politiet afhørte vidner i sagen.’

Gerningsmanden beskrives som:

  • Cirka 40 år
  • Hvid hudfarve
  • Skaldet
  • Brunt, kort skæg
  • Taler dansk
  • Iført kasket, mørkegrøn T-shirt, mørke/blå shorts, medbragte grøn/grå stribet rygsæk

Det er endnu ikke lykkedes politiet at skride til anholdelse af den omtalte mand.

Vidner som har set manden, eller kan have øvrige oplysninger i sagen, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.