25. mar. 2024 - 11:07

Skærpet strafzone til derby




Københavns Politi indfører en skærpet strafzone i forbindelse med braget mellem F.C. Købehavn og Brøndby IF den 1. april.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Den skærpet strafzone har til formål at forhindre voldelige sammenstød.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det sker på baggrund af, at sidste gang de to klubber tørnede sammen 12. november sidste år i Parken, var der et sammenstød mellem de to klubbers fans, hvor en række personer siden blev tiltalt for vold og grov forstyrrelse af den offentlige orden.

”I november så vi organiserede angreb på modstanderholdets fans, hærværk og konfrontationer med politiet. Det vil vi ikke acceptere, og vi håber og tror, at en skærpet strafzone i området – sammen med vores synlige indsats – vil kunne holde gemytterne i ro,” siger ledende politiinspektør Peter Dahl.

Den skærpet strafzone er gældende i tidsrummet 1. april fra kl. 8:00 til 22:00.

Dette betyder, at straffen for vise former for kriminalitet begået i zonen kan medføre dobbeltstraf, hvilket inkluderer vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Den skærpede strafzone omfatter følgende område: Trianglen – Blegdamsvej – Frederik V’s Vej – Edel Sauntes Allé – Nørre Allé – Lyngbyvej – Australiensvej – Sankt Kjelds Gade – Jagtvej – Østerbrogade.

Foto: Politiet

Københavns Politi har yderligere givet F.C. København et påbud om, at udeholdets fans skal være tilbage holdt en time efter kampen er fløjtet færdig.

”De seneste gange, de to hold har mødt hinanden, har vi oplevet, at grupper af personer har stået uden for Parken efter kampen for at søge konfrontation med modstanderholdets fans. Her er tilbageholdelsen af udebanefans et vigtigt værktøj til at forebygge uro og forhåbentlig sikre, at alle får en god oplevelse,” siger Peter Dahl.