19. feb. 2023 - 14:08

Fængselsansat stukket i halsen med tilspidset tandbørste

Emner Mark Fængsel Horsens
Foto: Kriminalforsorgen


En 24-årig mand er anholdt og sigtet for drabsforsøg ved at stikke fængselsbetjent flere gange i halsen.

En fængselsfunktionær i Enner Mark Fængsel i Horsens blev lørdag stukket med et stikvåben af en indsat.

Det fortæller vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi søndag formiddag. Den ansatte er uden for livsfare, men han har ifølge Fængselsforbundet fået alvorlige skader.

Fængselsbetjenten blev stukket “med flere stik i halsen med et tilvirket våben af en indsat med bandetilhørsforhold”, skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Det var angiveligt en tandbørste, der var blevet gjort spids i enden, som den ansatte i fængslet blev stukket med. Det skriver Horsens Folkeblad.

Ifølge Folkebladet skete overfaldet i den særligt sikrede afdeling, da to fængselsbetjente ville hente den indsatte ind fra en gårdtur.

Den ene blev stukket, og det lykkedes den anden at få den 24-årige mand låst inde på arealet, hvor indsatte kommer på gårdtur. Her var han, da politiet anholdt ham lørdag eftermiddag.

Politiet mener, at der var tale om et drabsforsøg. Den 24-årige mand bliver søndag fremstillet i Retten i Horsens, hvor en anklager vil begære ham varetægtsfængslet i sagen. Grundlovsforhøret begyndte klokken 10.

Det fremgår inden da ikke, hvordan den 24-årige forholder sig til sigtelsen.

Manden, der er sigtet for drabsforsøg, var i Enner Mark Fængsel, da han afsoner en dom. Hvad han er dømt for, ønsker vagtchefen ikke at sige.

Enner Mark Fængsel er et lukket fængsel, der ifølge Kriminalforsorgen har en meget høj grad af sikkerhed. Det blev indviet i 2006 og har plads til 235 indsatte.

På den pågældende afdeling sidder medlemmer af den forbudte bande Loyal To Familia, skriver Horsens Folkeblad.

Det var klokken 15.05 lørdag, at politiet fik melding om overfaldet.

Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, siger, at der var for dårlig bemanding på den pågældende afdeling.

– Bemandingen var nedposteret på afdelingen. Det er uacceptabelt, for det forringer sikkerheden.

– Vi bliver nødt til at sikre en minimumsbemanding på bandeafdelingerne og gennemføre et eftersyn af den måde banderne afsoner på, herunder regimerne, siger han i pressemeddelelsen.