Butikkerne i Danmark langede mindre mængder alkohol og cigaretter over disken sidste år.
Salget af både cigaretter og tobak faldt således i 2023 sammenlignet med året før.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I 2023 blev der solgt 3852 styk cigaretter, hvilket svarer til 804 cigaretter per person, der er over 18 år. I 2022 var antallet 854 styk per indbygger.
Salget af spiritus, øl og vin er også faldet med henholdsvis 7,8 procent, 5,3 procent og 0,9 procent.
De danske forretninger solgte sidste år, hvad der svarer til 44,4 millioner liter ren alkohol. Det svarer til, at hver person i Danmark over 18 år i gennemsnit købte 11,9 alkoholgenstande om ugen.
Selv om det er et fald fra året før, overskrider alkoholindkøbet Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Styrelsens anbefaling er, at voksne over 18 år højst bør drikke ti genstande om ugen og højst fire genstande på samme dag.
Tallene fra Danmarks Statistik viser desuden, at salget af røgtobak i 2023 faldt med 58 ton. Røgtobak omfatter løs tobak til piber og selvrullede cigaretter.