Den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har onsdag efter samtale med den franske forsvarsminister, Sébastien Lecornu, oplyst, at samtalen viste “parathed til dialog om Ukraine”.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I en ministeriel udtalelse lyder det yderligere, at enhver antydning på at holde et møde om situationen i Ukraine uden russisk deltagelse er “meningsløs”.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har de to ministre talt sammen i telefon. Udtalelsen uddyber ikke yderligere om, hvilken form for dialog den russiske minister henviser til.
Sjojgu udtaler, at enhver “praktisk implementering” af franske styrker i Ukraine vil “skabe problemer for Frankrig”.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, har tidligere luftet den tanke.