06. jul. 2024 - 20:37

Roskilde Festival ramt af uvejr: Scene afspærret




Det voldsomme uvejr, som i dagens løb er trukket op over landet fra sydvest, er nu ankommet til Roskilde Festival og de tusindvis af festivaldeltagere.

Som følge af uvejret er en af festivalens scener, Apollo-scenen, lørdag aften blevet afspærret for publikum, fortæller Ritzaus udsendte på Roskilde Festival.

Meteorologerne har varslet kraftigt regnvejr, torden og kraftige vindstød.

Festivalen har taget forholdsregler for at komme bedst muligt gennem det, har sikkerhedschef Morten Therkildsen tidligere lørdag fortalt.

– Vi er meget opmærksomme på, at der kan komme lyn, for så har vi scenerne Platform og Apollo, som vi ikke kan gennemføre koncerter på, siger han.

Omkring 17-tiden lørdag oplyste Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau, at festivalen kan blive ramt af kraftig regn, torden og kraftige vindstød.

Generelt har uvejret ramt flere stedet i landet.

DMI oplyste, at man havde registreret fire skybrud i henholdsvis Emmerlev i Sønderjylland, i Himmerland, ved Kegnæs Fyr på den sydlige del af Als og ved Røsnæs Fyr på halvøen Røsnæs.

Her er der registreret henholdsvis 20,8, 16,2, 17,6 og 15,7 millimeter regn.

Hos Roskilde Festival, der har været ramt af regnvejr, er man især opmærksom på “kraftig regn, store vindstød og naturligvis lyn”.

– Vores telte og scener og øvrige konstruktioner er bygget med høj kvalitet, så de kan tåle meget vind. Herudover er der lynafleder på rigtig mange ting, som for eksempel vores bro over jernbanen og scenerne, oplyser festivalen i en mail til Ritzau.

Festivalen anbefaler desuden, at gæsterne rydder det op, de kan, så der ikke ligger for mange løse telte og pavilloner.

Derudover rådes de til at spænde løse dele godt fast, og overvejer, om man ikke skal tage sin pavillon ned.