Fra næste år hæver Roskilde Festival prisen for en partoutbillet med 120 kroner. Den stiger dermed til 2520 kroner plus gebyr.
Det oplyser festivalen i et skriftligt svar til B.T.
De seneste 14 dage har festivalen afholdt forsalg til næste års festival, hvor prisen for en almindelig partoutbillet til festivalen i 2025 fremgår.
Festivalen påpeger, at den har fastholdt samme billetpris i “flere år” – nemlig 2400 kroner for en partoutbillet plus gebyr.
– Vi er nødt til at følge med den prisudvikling, vi forventer som følge af stigende priser. Derfor er ændringen heller ikke noget, der gør, at vi får ekstra penge at bruge, da de ting, vi selv køber ind for at lave festival, også stiger i pris, skriver festivalen.
Den uddyber, at billetprisen er sat “med henblik på at holde den så lav som muligt for at sikre, at festivalen er tilgængelig for vores unge deltagere”.
Det fremgår ikke, om festivalen også hæver prisen på endagsbilletter.
En partoutbillet giver adgang til festivalpladsen i alle otte dage, hvor festivalen finder sted. Der er fire dage med opvarmning og fire festivaldage.
Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli.