03. apr. 2024 - 17:21

Retspsykiatrien i Aarhus indfører brug af kropsscannere efter drab

Illustrationsfoto


Som følge af et drab begået på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i slutningen af marts vil der nu blive indført brug af håndscannere på alle sengeafsnit i retspsykiatrien.

Det fortæller Tina Ebler, hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland, til TV 2 Østjylland.

Tidligere har der kun været scannere på den retspsykiatriske akutafdeling.

En 46-årig patient erkendte i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus at have dræbt en anden patient på afdelingens sengeafsnit 3 i Skejby 26. marts.

Under en uledsaget udgang købte den 46-årige en kokkekniv i Føtex og tog den med tilbage til afdelingen, hvor han var anbragt sammen med offeret.

Ifølge en tidligere udtalelse fra Tina Ebler kunne knivoverfaldet lade sig gøre, fordi man ikke må kropsvisitere alle patienter efter udgang.

Lovgivningen kræver, at det udelukkende må ske på grundlag af mistanke om eksempelvis narko- eller våbenbesiddelse.

Men ifølge Region Midtjyllands retningslinjer for psykiatrien må man i retspsykiatrien gerne bruge kropsscannere uden begrundet mistanke.

Scannerne kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle genstande.

De løser ikke alt. Det skyldes, at patienter nogle gange medbringer våben af plastik, hvilket scannerne ikke kan opfange, lyder det.