I Randers lyder der lørdag aften et lettelsens suk fra kommunaldirektøren, efter at dagens regnvejr har vist sig at være langt mindre voldsomt end ventet.
Kommunen havde fredag bebudet, at der skulle en ekstra indsats til på Nordic Waste i Ølst for at sikre, at der ikke kom forurenet regnvand i den nærliggende Alling Å.
Men regnen har kunnet klares med regnvandsbassiner og pumper, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
– Det er en lettelse. Nu håber vi på noget mere tørvejr i den kommende tid. Det gør vores arbejde derude noget lettere, siger han videre.
Fredag varslede Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at der lørdag kunne komme mellem 50 og 80 millimeter regn i området, hvor Nordic Waste ligger.
Det fik kommunen til at etablere et beredskab af lastbiler, der kunne køre vand væk, hvis det skulle blive nødvendigt.
– Dem har vi ikke været nødt til at tage i brug. Vi har kunnet håndtere regnen fornuftigt ved at bruge nogle forskellige render, så vandet endte de rigtige steder.
– Vi har kunnet holde vandet i de bassiner, vi har etableret derude, siger Jesper Kaas Schmidt.
Kommunens bekymring over udsigten til meget regn skyldtes især Alling Å.
Det skyldes, at regnvandet blandt andet får en forhøjet pH-værdi af at komme i kontakt med den forurenede jord på Nordic Waste.
Det vand ville kunne skade vandmiljøet i Alling Å, lød det fra kommunaldirektøren fredag.
Ifølge et kort fra DMI er der faldet 36 millimeter regn syd for Randers, hvor Ølst ligger.
Kortet er fra klokken 19 lørdag aften.