31. jan. 2024 - 14:49

Politimand frifundet: Viste billede af Kim Walls torso

Illustrationsfoto: Ubåden løftes op i Københavns Nordhavn den 13. august 2017 


Retten i København har frifundet en politimand for at have opbevaret og i forbindelse med kurser internt i politiet at have fremvist billeder af blandt andet Kim Walls torso.

Han er derudover frifundet for at have opbevaret en række andre politirelaterede billeder og videoer på sine private elektroniske enheder.

Læs også: Tilbageblik på Peter Madsen sagen

Politimanden er kendt skyldig i to forhold om stillingsmisbrug, der omhandler billeder af anholdte personer, han selv har taget og efterfølgende sendt til sin familie.

Som følge deraf er han blevet idømt otte dagsbøder af 500 kroner, oplyser hans forsvarsadvokat, Stine Gry Johannessen, til Ritzau.

Hun vil nu drøfte med sin klient, om de skal gå videre med sagen.

– Sagen er kommet galt afsted fra start. Den Uafhængige Politiklagemyndighed har efterforsket sagen og flere anklagere har undervejs skrevet på sagen, og de endte jo så med at kræve fængselsstraf.

– Min klient har fået en usædvanlig hård behandling, siger Stine Gry Johannessen.