Fungerende statsminister og kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) giver i et Facebook-opslag status på regeringsforhandlingerne, der nu har stået på i 33 dage.
Regeringsforhandlingerne har nu varet 33 dage. Og nu har det fungerende statsminister og kongelige undersøger Mette Frederiksen (S) brudt tavsheden i et opslag på Facebook:
‘Jeg indrømmer gerne, at det er et stort brød, vi har slået op. Vi forsøger at danne en regering, der hverken er klassisk rød eller klassisk blå. Med partier, som er vant til at arbejde sammen om mangt og meget, men som også er meget forskellige, og som ikke plejer at gå i regering sammen,’ skriver hun i opslaget.
Denne udmeldning kommer dagen efter, at Venstre-formanden Jacob Ellemann var ude med sin egen status på forhandlingerne mandag.