16. jul. 2024 - 12:30

Politiet til ‘Pedo-hunter’: Meld dig selv eller vi offentliggør billede af dig




Københavns Vestegns Politi efterforsker lige nu to hændelser med relation til det nye selvtægtsnetværk ‘Pedo hunters’ – såkaldte pædofiljægere, der ifølge politiet overfalder mænd efter at have lokket dem ud til intime møder med unge piger

Ved en hændelse, som relaterer sig til det fænomenet pædofiljægere, der netop har fundet vej til Danmark, opfordrer Københavns Vestegns Politi nu kraftigt en ung mand til at melde sig selv til politiet.

Ellers vil mandens foto formentlig blive offentliggjort i håbet om, at det kan føre til hans anholdelse.

Sagen tager sig udgangspunkt i en voldelig episode på Voldgaden i Brøndby den 25. juni klokken 18.00, hvor den unge mand sammen med en gruppe af andre personer lokkede en mand ud til under dække af, at han skulle mødes med en ung pige og overfaldte ham med spark og slag.

Københavns Vestegns Politi mener at have identificeret alle parterne i sagen – bortset fra den unge mand, der deltog i overfaldet, og som er i alderen 20 til 30 år.

‘Vi opfordrer den unge mand til selv at rette henvendelse til Københavns Vestegns Politi, idet vi blandt andet har et foto af ham, og såfremt vi ikke selv formår at identificere ham, kan vores næste skridt være at efterlyse ham offentligt med foto,’ oplyser Københavns Vestegns Politi.

Sammen med en andre øvrige sager relaterer overfaldet fra Voldgaden sig til fænomenet pedo hunters og det digitale selvtægtsnetværk ’Pedo Hunter Denmark’.

Gruppens selvudnævnte mission er at lokke mænd frem, som er interesseret i intime møder med unge piger, så netværket kan overfalde og udstille mændene i videoer på sociale medier..

Tendensen har spredt sig hastigt online, og derfor er politiet nu ude med en advarsel.

”Vi vil på det kraftigste advare mod, at man bedriver selvtægt, udøver vold og udstiller andre. Det, at komme med injurierende påstande, hvor man hænger andre ud, kan i sig selv være ulovligt, ligesom det er ulovligt at videredele sådant indhold. Man må ikke forsøge at fremprovokere eller anstifte andre til kriminalitet, og hvis man bliver opmærksom på mulig kriminalitet, skal man anmelde det til politiet, og så er det politiets opgave at efterforske den pågældende sag,” siger Centerchef i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Lars Mortensen.