20. maj. 2024 - 12:48

Politiet stormer lejlighed og gør uhyggeligt fund




Politiet har stormet en lejlighed og befriet en ung kvinde, der i en længere periode var blevet holdt fanget og er blevet gennemtæsket

En kvinde i 20’erne er i weekenden blevet befriet fra et sandt mareridt.

Lørdag aften blev en lejlighed i Nørre Aaby stormet af Fyns Politi, efter der var indløbet en anmeldelse om, at en kvinde muligvis kunne blive holdt fanget.

Presse-fotos.dk har været i kontakt med en kilde med indsigt i sagen, der beskriver, hvad der er sket. Presse-fotos.dk kender identiteten på kilden, men holder vedkommende anonym af hensyn til kilden og offerets sikkerhed.

“Hun er blevet holdt fanget i lejlighed af sin ekspartner og to andre mænd. Ifølge politirapporten har hun fået 70 skader, og hun er stadig indlagt i dag (mandag red.). Hendes ekspartner holdt hende fanget i knap et døgn og gennemtæsket hende sammen med to andre,” oplyser kilden til Presse-fotos.dk og tilføjer:

“Lejligheden blev lørdag aften stormet af ti betjente. Det er en meget, meget grim sag.”

Presse-fotos.dk er blevet bekendt med beviser, der viser, at kvinden har været udsat for gennemgribende vold særligt mod hovedet og ansigtet.

Fyns Politi bekræfter søndag, at politikredsen er skredet til anholdelse af tre mænd på en adresse i Nørre Aaby, som alle er sigtet for frihedsberøvelse og vold mod en kvinde.

Søndag klokken 13.00 blev en af mændene fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Svendborg. Her blev han varetægtsfængslet i forløbeligt 14 dage.

Ifølge den anonyme kilde, som Presse-fotos.dk har været i kontakt med, er den varetægtsfængslede mand det kvindelige offers ekspartner.

De to andre mænd, der ifølge Fyns Politi også holdt kvinden fanget og udøvede vold, er blevet løsladt, men sigtelsen mod den er opretholdt.

Fyns Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere sagen yderligere.

Illustrationsfoto