23. aug. 2024 - 17:02

Politiet med opfordring til liderlige mænd: Ring til os




Der er i øjeblikket en del mænd der går forgæves, når de tror de har gjort sig en fræk aftale.

Mindst to husstande har oplevet at flere og flere mænd har banket på deres dør, i håbet om at blive mødt af en glædespige.

Det har nu fået det lokale politi til at gå ind i sagen, med en lidt utraditionel metode.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De to husstande beliggende på Københavnsvej i Roskilde, er blevet så trætte af de uopfordrede besøg fra liderlige mænd, at de har taget kontakt til Midt- og Vestsjælland politi.

Da det er en ganske speciel sag, har politiet formentligt ikke helt vidst hvad de skulle stille op, så de tager nu et særligt middel i brug.

Politiet har lavet nogle plakater, der er målrettet mod de mænd der er blevet svindlet i forbindelse med en sex-annonce. Det gør politiet i håb om at de svindlede mænd kan hjælpe dem med at finde frem til personerne bag de falske annoncer.

De personer, der går forgæves i håbet om at de skal have et sexmøde, er nemlig i de fleste tilfælde allerede blevet franarret deres penge.

Så snart betalingen er sket, så modtager kunderne en adresse, og det er altså her at de oplever at gå forgæves. De adresser mændende modtager, tilhører nemlig helt almindelige kvinder, som ikke tjener penge på sex.

“Det er svært for os at komme til bunds i den her sag. Vi har brug for at tale med de mænd, der bliver svindlet. Men vi har ikke hørt fra en eneste, der har mistet penge, og ikke har fået det, de har betalt for. Vi vil rigtig gerne vide, hvad de ved. Hvilke sider er de på, hvilke numre bruger de, hvor overfører de penge til. Alt vil kunne hjælpe os”, siger kommunikationschef Tomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til sn.dk

Politiet har derfor set sig nødsaget til at lave plakater, som de ramte familier kan benytte ved deres ejendom, hvor de oplever at de uønskede gæster dukker op.

Plakaterne opfordrer mændende til at kontakte politiet. Det kan sagtens gøres anonymt, hvis man ønsker det.

“Det er jo også en til pikant sag for mændene, og derfor fortæller vi dem, at deres henvendelse sagtens kan forblive fortrolig”, siger Tomas Kristensen.

Plakaten er printet i både dansk, engelsk, tysk og arabisk.