En 25-årig kvinde er anholdt, efter at en 28-mand er afgået ved døden som følge af knivstik på Amager
En 28-årig mand er onsdag død som følge af knivstik på Amager, og en kvinde er anholdt i sagen.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jonathan Wald til Ekstra Bladet og Ritzau.
– Klokken 00:58 får vi en anmeldelse om noget uorden, og da vi ankommer, finder vi en person, som er svært tilskadekommen som følge af knivstik, og pågældende er efterfølgende afgået ved døden, siger han til Ekstra Bladet.
Den indledende anmeldelse lød ifølge Jonathan Wald på, at en person var faldet om med hjertestop, og at der havde været noget ballade på stedet.
En kvinde på 25 år er i løbet af natten blevet anholdt i sagen. Det fremgår ikke, hvad hun præcist er sigtet for.
Kvinden vil senere onsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Københavns Byret med henblik på varetægtsfængsling. Der er endnu ikke fastlagt et præcist tidspunkt.
Efter anmeldelsen rykkede politiet ud til Amagerfælledvej 73.
Det var på gaden ud for adressen, at manden blev stukket ned.
Vagtchefen vil ikke oplyse, hvorvidt der er tale om et eller flere knivstik.
– De har en relation til hinanden, siger Jonathan Wald om offeret og den formodede gerningsmand.
Senere er det kommet til offentlighedens kendskab, at den 25-årig kvinde vil blive sigtet for drab. Hun bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved Københavns Byret klokken 13.30.